Jugendstil

Jugendstilen var en reformbevægelse, der berørte tilværelsen som helhed. Det var karakteristisk for denne tid, at de store kunstnere følte sig forpligtet til at skabe helheder i ting, rum og bygninger. Jugendstil-udstillingen forbliver tro mod denne tanke, og forsøger at skabe samklang med rumindretning, maleri, billedhuggerkunst og kunsthåndværk.

I overensstemmelse med denne ide blev der i 1990'erne installeret gulvtæpper i udstillingsrummene. Tæpperne var designet af Peter Behrens, Josef Hoffmann og Henry van de Velde. De udstillede brugsgenstande, fra duge, service, glas og bestik til industriprodukter, vidner om det høje kunstneriske kvalitetskrav, der gennemsyrede alle områder af tilværelsen.

Således smykkede Hans Christiansens rosenmotiv både tæpper, tapeter og forhæng, vinduer, møbler, porcelæn og glas. I Paris var han en af de mest efterspurgte kunstnere inden for fremstilling af smuk brugskunst. Udover forskellige eksempler på hans glasdesign er der opstillet et helt soveværelse.

Det er indrettet med møbler af Peter Behrens, Richard Riemerschmidt, Henry van de Velde og Wenzel Hablik. I 1907 mødte Hablik trægrossisten Richard Biel fra Itzehoe, der blev hans mæcen og derigennem gav ham kunstnerisk frihed. Samme år lærte Hablik sin kone at kende, væversken Elisabeth Lindemann. Uden at fornægte sine rødder i jugendstilen, udviklede Hablik karakteristiske værker med afsæt i en individuel ekspressionisme.

Slesvig-Holstens vel nok vigtigste bidrag til den internationale jugendstil var Skærbæk Væveskole, der producerede vævede tæpper efter skitser fra kendte malere.

Malerier af skagensmalere som Anna und Michael Anker samt Vilhelm Hammershøi nød stor anerkendelse og betydning i perioden.